Skip to content

Idræts- og Kulturfestival 2016

Af Søren Schmidt

IF Vikingerne havde i år besluttet, at julen skulle falde ekstra tidligt i Frederikssund. Idræts-og Kulturfestivalen d. 26. maj skulle nemlig afvikles i juletema med julehygge, Julemusik, juletombola, klippe/klistreværksted, gaveindpakningskonkurrencer, nissehuer, gløgg, æbleskiver og pebernødder.

IF Ryttergårdens ti deltagere skulle begynde dagens aktiviteter med en fælles nisseopvarmning, herefter fulgte det obligatoriske ekkoløb, der er en konkurrence, hvor deltagerne to gange skulle gennemføre den samme rute med mindst mulig difference.

Dagens første holdkonkurrence var volleyballturneringen hvor fire hold var tilmeldt. IF Ryttergården lagde i deres første kamp hårdt ud og vandt kampen sikkert 30-12 mod hold 1. Kamp nummer to blev vundet lige så suverænt med en score på 30-11 mod hold 3. I den tredje og sidste kamp fik IF Ryttergården kamp til stregen mod hold fire, men hev en smal sejr på 23-19 hjem til sidst. Efter de tre vundne kampe kunne holdet fra Holbæk efterfølgende fortjent fejres med trompetfanfare og guldmedaljer.

IF Ryttergårdens volleyhold: Jon, Caspar, Palle, Abais, Eli, Simon og Kasper.

Efter en god middagspause kunne eftermiddagens konkurrencer begynde med andet ekkoløb, hvor ingen af IF Ryttergården deltagere opnåede tider til medaljer.

Ved fodboldturneringen hvor fire hold skulle dyste om medaljerne vandt IF Ryttergården deres første kamp knebent over hold tre med 2-1. Den næste kamp mod hold 1 blev vundet med 2- 0 og sidste kamp i puljen mod hold to blev vundet med 4-0. Med en målscore på 8-1 for de tre kampe kunne holdet fra IF Ryttergården senere hyldes som vindere af fodboldturneringen.

IF Ryttergårdens fodboldhold: Jon, Caspar, Eli, Abais, Simon og Frederik.

Udover de to holdkonkurrencer stillede Palle op i petanqueturneringen, hvor anstrengelserne ikke rakte til medaljer.

Tak til IF Vikingerne for en god dag på Kalvøen.

IF RYTTERGÅRDEN | c/o Multihuset | Kasernevej 6 | 4300 Holbæk | Tlf. 72 36 82 08 | mail@if-ryttergaarden.dk