Skip to content

Fjercup 2014

Af Søren Schmidt

IF Ryttergårdens årlige badmintonstævne i Holbæk badmintonhal kunne i år sætte deltagerrekord med 75 aktive badmintonspillere, som skulle igennem 92 kampe, inden mestrene i herre single A, herre single B, dame double, mix double og herre double kunne kåres.

Da kun 2 piger havde tilmeldt sig dame single rækken, kunne denne række desværre ikke afvikles. De 2 piger, Margit fra SIR i Roskilde og Nadia fra IF Kæmperne, måtte så spille deres singlekampe i herre single B rækken. Det gjorde de så godt, at de begge nåede til finalen, hvor Margit vandt finalekampen over Nadia, og kunne kåres som mester i herre single B. Sølvet gik til Nadia og bronzemedaljen gik til Daniel fra IF Aktivisterne.

I herre single A Række hvor 12 spillere var tilmeldt, var Jon eneste tilmeldte spiller fra IF Ryttergården. Kampene blev afviklet i 3 puljer, hvor vinderne i de respektive puljer skulle mødes i en finalerunde. Her skulle Jon, der vandt sin pulje, møde Anders fra IF Limone i sin første finalerunde kamp, og var her oppe mod en modstander, der viste sig at være for stærk og som helt fortjent vandt kampen sikkert. Jons sidste kamp var mod Allan fra IF Kæmperne. Jon tabte efter en god og velspillet kamp. Men en flot bronzemedalje blev det til i den stærkt besatte herre single A række. Vinder og mester blev Anders, der slog Allan, der kunne hjemtage sølvmedaljen.

I dame doublerækken hvor 7 par skulle kæmpe i 2 puljer om medaljerne, stillede IF Ryttergården op med 2 par: Rikke/Pernille og Ditte/Heidi. Rikke og Pernille blev efter nogle overbevisende sejre vinder af deres pulje og klar til finalen mod vinderne i den anden pulje. Ditte og Heidi blev efter nogle flotte og jævnbyrdige kampe nummer 2 i puljen og skulle så spille om bronzemedaljerne, som de efter en svær og utrolig lige kamp vandt. Rikke og Pernille vandt deres pulje helt suverænt med uhørte høje cifre. Det flotte spil fortsatte de med i finalekampen og vandt kampen om guldmedaljerne sikkert, og kunne herefter kåres som mestre i dame double rækken. Flotte sølvmedaljer til Helene og Jette fra Odsherred.

I mix doublerækken, hvor også 7 par var tilmeldt, stillede IF Ryttergården op med Pernille K og Kasper der vandt deres pulje efter nogle flotte kampe, men desværre måtte se sig slået i kampen om guldet, hvilket resulterede i en flot sølvmedalje. Vindere og mestre blev Randi og Jacob fra Sund Stil, og bronzemedaljerne gik til Theresa og Thomas fra IF Aktivisterne.

I herre double rækken med 14 par fordelt i 3 puljer skulle Klaus og Caspar fra IF Ryttergården spille op til deres bedste, hvis de skulle have medaljer med hjem. Og det må man sige de gjorde, de vandt deres pulje, og skulle derefter spille om guldet mod de to andre puljevinderpar. Her tabte Klaus og Caspar begge finalerunde kampe mod utrolige stærke par. Udover Klaus og Caspar spillede Ole J., der var reserve, sammen med en spiller fra Sund Stil fra Kalundborg. Det sammensatte par fra Holbæk og Kalundborg, der ikke før havde spillet sammen, spillede frisk til, men nåede desværre ikke længere end puljekampene. Guldmedaljerne gik til Oliver og Kasper fra IF Limone. Sølmedaljerne gik til Jacob og Niels IF Limone, og bronzemedaljerne gik til Klaus og Caspar fra IF Ryttergården.

Udover til de 75 aktive spillere der kæmpede om medaljerne, skal der lyde en stor tak til de frivillige hjælpere, der bidrog som dommere, opvarmere og kampafviklingsansvarlige, og tak til hjælperne i cafeteriet der sammen med John og Jan fra Holbæk Badminton Klub stod for fortæringen ved årets Fjercup stævne.

Efter præmieoverrækkelsen i hallen kunne vi igen i år trække lod om flotte gaver, sponseret af INTERSPORT i Nygade, MR. TEAM og SPORTMASTER i Ahlgade.

Tak til alle for en god dag i Holbæk Badminton Hal.

IF RYTTERGÅRDEN | c/o Multihuset | Kasernevej 6 | 4300 Holbæk | Tlf. 72 36 82 08 | mail@if-ryttergaarden.dk