Skip to content

Æresmedlem 2009

Før Generalforsamlingen 2009 havde bestyrelsen og Søren Schmidt besluttet at udnævne Lone Jørsum til æresmedlem af IF Ryttergården.

IF Ryttergården har dette år 10 års jubilæum og Lone Jørsum har været med fra den spæde start – faktisk var det hende der tog initiativet til foreningen. I forbindelse med udnævnelsen holdt Søren Schmidt en tale for Lone, hvor han bl.a. sagde:

“For det første er du en ildsjæl og det er din fortjeneste at vi alle i dag kan sidde her og være del af en velfungerende idrætsforening, det havde ikke været muligt hvis du ikke for ca. 10 år siden havde taget initiativ og de første armtag til at starte en idrætsforening for sindslidende i Holbæk.

Du har i alle årene siddet i bestyrelsen hvor du har styret regnskaberne. Vi har utallige gange oplevet at se dig sidde og arbejde med tal og budgetter og andre opgaver for idrætsforeningen til sent ud på aftenen.

Du er frivillig træner i Bjergmarkshallen hver tirsdag og du tager over, når jeg og andre trænere er fraværende.

Du tager med til stævner, på idrætskurser, koordinatortræf og konferencer, tager rundt til andre idrætsforeninger, væresteder, institutioner og psykiatriske afdelinger og fortæller om vores idrætsforening.

Og ikke mindst, så er der ingen der går forgæves til dig, hvis de får brug for din hjælp og støtte.”

Søren pointerede at en æresmedlemspris ikke bare er noget man får, fordi man måske har siddet i bestyrelsen, været træner eller leder eller har lavet et stykke arbejde for foreningen. Der skal mere til for at modtage sådan en hæder og det er første gang, og måske sidste gang, en sådan pris uddeles – men alle har lov at forsøge!

Lone fik IF Ryttergårdens ærespokal for et enestående stykke arbejde – og der blev udråbt et trefoldigt hurra for Lone. Stort tillykke, Lone – det er velfortjent!

IF RYTTERGÅRDEN | c/o Multihuset | Kasernevej 6 | 4300 Holbæk | Tlf. 72 36 82 08 | mail@if-ryttergaarden.dk